mandag den 18. august 2014

Formering af rhododendron

Fra Lisbeth i Høneballehaven fik jeg tilsendt en del frø af bl.a. rhododendron fordi jeg havde udtrykt ønske om at prøve om det var noget der kunne lade sig gøre i de omgivelser jeg havde.

Nu skal jeg nok vare mig for at kalde mig for ekspert i frøsåning og specielt af rhododendron  - det er jeg langt fra, men på opfordring af Lisbeth vil jeg alligevel prøve at fortælle om mine erfaringer og resultater.

Frøene blev sået i en blanding af mellemfin spagnum og sand, godt gennemvædet hvorefter de blev "forseglet" med plastposer og stillet i min lille varmekasse (ca. 25 gr.).  Stuetemperatur kunne sikkert også lade sig gøre, men her fik de altså undervarme.
 Efter ca. 1 måned kom der bitte,bittesmå spirer i massevis. Frøene er så små, nærmest som støv og det er derfor næsten umuligt at sprede frøene jævnt.

  
4 måneder efter prikling ser resultatet sådan her ud.  Jeg må sige med det samme at det er virkelig pillearbejde for de tålmodige at prikle dem ud, men det ser ud som at operationen er lykkedes. Ikke en eneste af planterne er gået tabt , men der er selvfølgelig lang vej endnu. Det er jo et langtidsprojekt at frøformere rhododendron.
Ansporet af succesen kastede jeg mig ud i noget jeg længe havde haft lyst til - nemlig af stiklingeformere rhododendron.
Det ville jo unægtelig give planter noget før hvis jeg kunne få held med det.

Jeg fyldte en styroporkasse 2/3 del med grov spagnum der var godt gennemvædet og begyndte så at tage stiklinger af mine små rhododendron/azalaer, idet disse, iflg. havebøgerne, skulle tages sidst på sommeren.
Stiklingerne på billedet er nu ca. 3 uger gamle og foreløbing strutter de pænt med bladene. Jeg har brugt roddannerhormon.  Desværre har mange af mini-rhodoerne meget korte, nye skud så det var arbejde for de fingernemme.
Jeg har lagt en glasplade over kassen for at sikre så høj luftfugtighed som muligt. Når vi når længere hen på året skal de have tilskudslys for ikke at gå i stå.

  Jeg har også forsøgt mig med de større rhododendron. Disse stiklinger blev sat for ca. 4 uger siden og det er nok for tidligt, men jeg havde et par planter der skulle klippes lidt til og så tog jeg chancen.
Jeg synes jeg kan se at et par af dem viser tegn på nye blade, men det kan skyldes roddanneren.

Men nu til noget helt andet.
Jeg har altid syntes at stokroser havde nogle fantastisk flotte blomster og desværre mange gange meget lange stængler der bare kegler rundt og ender med slatne, grimme blade.
Da jeg opdagede at man kunne få en dværgstokrose der kun bliver ca. 50 cm. var jeg nødt til at prøve dem og hvilken skøn plante. Nu har de blomstret i en hel måned og der er mange flere på vej så det er en af dem der virkelig skal høstes frø af.


Passiflora caruela blev sået forrrige år og sidste år var det blot et par halvlange stængler, men jeg skal love for at den har taget revanche i år. Den vokser 20 cm om dagen og sætter et væld af blomster. Man skal ud hver dag og binde nye skud op for at holde lidt styr på den.
Den er rimelig vintertolerant bare den den får en god fodpose på til at beskytte sig mod frosten.

Havehilsen
Ole

4 kommentarer:

  1. Hej Ole

    Det ser da rigtig godt ud - nærmest professionelt!

    Jeg har sået mine Høneballe rhodofrø ude, og planterne er langt langt mindre!
    Så tillykke med det flotte resultat - Det er tydeligt at din store erfaring med andre frø kan bruges også med Rhododendron!

    Ha en dejlig aften

    SvarSlet
  2. Hej Ole
    Imponerende at se de fine frølinger fra mine planter, det er noget af et tålmodighedsarbejde, kan jeg forstå, absolut ikke noget for mig. Jeg har selv prøvet at så lidt frø, det er godt nok bittesmå planter, der kommer op, jeg fik ikke vandet nok, så de gik til for mig :(
    Spændende at følge med i, hvordan det går med dine stiklinger, jeg håber du fortæller lidt om det med tiden. Både stokroser og passiflora er også spændende, jeg vidste ikke, at den kan overvintre ude.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
  3. Hej Lisbeth.
    Passiflora caruela er vist den eneste der kan overvintre. Jeg er ved at prøve om jeg kan lave stiklinger

    Hilsen
    Ole.

    SvarSlet
  4. nej hvor ser det godt ud :) du har fået frø af lidt af hvert kan jeg se, spændende :)


    jeg har forsøgt at lave to rhodo stiklinger fordi jeg kom til at brække dem af. .. jeg ved ikke rigtigt med dem, de dør ikke, men jeg syntes heller ikke de ser ud til at ville livet. jeg håber det går bedre med dine. Jeg havde så heller ikke noget rodhormon pulver.

    KH
    Marianne

    SvarSlet