tirsdag den 13. marts 2012

Kartofler og Gladiolus

Sikken en herlig forårsdag.  Græsplænen blev klippet og revet godt igennem for vissent græs og blade.
Efterfølgende en god gang NPK-gødning.
Havebassinet er renset op for nedfaldne blade o.l. og guldfiskene er tilsyneladende friske efter vinteren.
Jeg tror nu nok de har hygget sig gevaldigt under isen, der er ihvertfald masser af yngel.

I dag fik jeg "pottet" kartofler så de kan spire videre i mit isolerede drivhus.

  
Læggekartofler af sorten Solist, blev sat til forspiring for ca. 3 uger siden. De blev sat i nogle æggebakker med lidt spagnum i bunden og nu havde de fået kraftige spirer og en del af dem var begyndt at sætte rødder.

Med min "potmaker", som såmænd blot er en flaske, lavede jeg nogle potter af avispapir.
Potten fyldes halvt op med jord. Jeg brugte jord fra en plantesæk. Herefter blev kartoflen sat i og der blev efterfyldt med jord.
Nu står de pænt i en tomatkasse i drivhuset hvor jeg kan give dem en dusch med vandkanden en gang imellem.
Når de har fået tilstrækkelig med top bliver hele "potten" sat i en 12 ltr. spand i en god blanding af kompost, plantesækjord og bakkegrus og stillet ind i mit andet drivhus.
Fordelen ved denne metode er, at man ikke skader rodnettet når de omplantes og avispapiret forsvinder af sig selv.  VOILA.
Sidste år havde jeg nye kartofler til St.Bededag. Den kan jeg nok ikke klare i år fordi den falder 2 uger tidlige i år.

På samme måde fik jeg sat Gladiolus og Påfugleorkide, Acidanthera til forspiring.

tirsdag den 6. marts 2012

Næsten en "urskov".

I januar viste jeg billeder af nogle frøsåede planter af Jacaranda mimosifolia.
Det var frø jeg havde sanket på Kreta  og sået i min varme kasse. Jeg fik nok sået lidt rigeligt da jeg troede spiringen var vanskelig og dårlig.
Det var den bestemt ikke. Jeg fik 17 planter ud af det og de er nu vokset godt til og derfor er de kommet ud af varmekassen og ind i vinduskarmen. De fylder godt. Se selv:



De største planter måler ca. 15 cm i højden og de længste blade er 14 cm.
Det er fine mimoseagtige blade der er mørke på oversiden og lyse på undersiden.
Jeg tror de bliver rigtig flotte som baljeplanter på terrassen.

Nu kan jeg ikke få plads til alle planterne selv,  så når de bliver store nok til at blive flyttet, vil jeg lave en GIVEAWAY til mine bloglæsere.

Sammen med Jacaranda har jeg også de Nerier jeg tog som stiklinger og de er nu så store at de snart skal have en ny potte.