søndag den 30. december 2012

Og hvordan går det så...


Vinteren er da heldigvis ikke så barsk endnu som den kunne være. Faktisk har vi lige nu næsten forårstemperaturer. De første vintergækker er allerede på vej op buskene begynder at få synlige knopper.
Men vi slipper desværre nok ikke for mere frost og sne, så det er bare med at kravle ned i øreklapstolen og fordybe sig i havebøger og kataloger.
Det er nu at forårets projekter skal modnes og frø bestilles.

Efter 5 dages juleferie var det spændende at komme hjem og se hvordan planterne i mit drivhus har klaret sig uden min kærlige omsorg.

 
Dejligt at konstatere at alting har fungeret efter planen.  Temperaturen rigtigt indstillet. Vandingen tilpas.  Alle planter har overlevet indtil nu.
Palmerne og bananplanterne står flot og rankt.  Jacarandaén har de fleste af bladene endnu.  Pelargonierne har små nye skud.  
 
.
I varmekassen spirer mine Washingtonia Filifera og Plumeria så det er en fryd.  Feioja holder også endnu, men de vokser ikke ret meget.
 
Jo tak. Det går egentlig meget godt.  Hvordan går det hos Jer?
 
 
Godt Nytår til Jer allesammen. Tak for gode indlæg og kommentarer i årets løb.
 
 
 
Havehilsen
Ole
 
 
 
 
 
 

fredag den 21. december 2012

Hvid Jul er aflyst...

Ifølge vejrudsigten er hvid Jul aflyst og i stedet for får vi tåge og + temperaturer.
For dem der skal ud i trafikken er det måske også godt det samme. det er ihvertfald ikke spændende at skulle køre i sneføre.

Jeg får lyst til at vise et par billeder fra julen 2010 som helt bestemt var hvid.


 
Haven kræver ikke det helt store af mig i øjeblikket og det opvarmede drivhus "kører" planmæssigt og varmekassens frøplanter skal blot holdes med lidt vanding.
 
TAK til alle havebloggere for et forum der bringer stort og småt om haven m.m. samt inspiration til nye aktiviteter.
 
 

Ole

  

 

mandag den 3. december 2012

Det er så koldt derude...

Men ikke i mit lille drivhus.
Her er der konstant mellem 5 og 8-9 grader, takket være god isolering og en lille olieradiator med termostat.

 

Og inde fra min "pind" kan jeg følge med i hvordan det ser ud.  Det er min trådløse regnmåler der har sin vinterplads i drivhuset.
 
Også i min varmekasse (der er placeret i drivhuset) er der dejlig varmt - mellem 20-25 grader.
 
Her er min Catalpa/Trompetkrone, som desværre er blevet reduceret til 2 overlevende planter.
 
 
Bedre står det til med Feijoa/Ananasguava som stadigvæk har 8 planter ud af 8 frø.


På QXL fandt jeg nogle frø af Plumeria, bedre kendt som Lei-blomst. Det er dem de bruger til de kendte hawaiblomsterkranse. Frøene kostede kun kr. 15,-  og da jeg modtog dem var der en pose i tilgift 


.
 
Billedet her er fra Kreta. Jeg blev fuldstændig facineret af denne busk, uden at vide hvad det var for en.
Senere fandt jeg tilfældigvis ud af hvad den hed og senere hvor jeg kunne få frø, så nu skal det altså prøves af.

Nu er det spændende om jeg kan få dem til at vokse. Foreløbig er der kun spiret et enkelt frø, men jeg kan se at der er flere der er "svulmet" op.
 
 
Her er det Washintonia filifera/Trådpalme.   Indrømmet - jeg er nok lidt "palmofil".  Jeg synes det er lidt eksotisk med palmer og lign.  Der blev sået 4 frø og de spirede alle. Det skulle være en ret hurtigtvoksende palme og særlig hårdfør og frostsikker.
 

De små Tretorn som jeg såede i efteråret ser også ud til at trives godt udenfor varmekassen. De er nu ca. 15 cm. høje.

 

 Jeg fandt en ny frøleverandør som har nogle meget spændende frøserier og et stort repertoire.
http://www.plant-world-seeds.com/.
Efter bestilling kom der omgående en ordrebekræftelse og 2 dage efter endnu en mail med besked om at frøene nu var sendt.
Jeg bestilte 5 forskellige poser og fik endnu en i tilgift.  Priserne er bestemt rimelige og efter leveringen fik jeg en mail med besked om at jeg fremover ville få 10% rabat på alle fremtidige ordrer.

I mail én står også at hvis jeg har havevenner (og det har jeg jo) så er denne rabat også gældende for dem. 
I skal blot indtaste rabatkoden  SEEDS10 i kodefeltet.

Havehilsen
Ole 
 
 
 


fredag den 16. november 2012

Efterårsfarver - og endnu en spire.

Inspireret af Lisbeth/Høneballehaven, tog jeg kameraet og gik på jagt efter farver i haven.
Selvfølgelig kan jeg ikke hamle op med hendes opbud af billeder, men lidt har også ret.
Her er hvad jeg lige fandt:

Azalea mollis "Anneke Giallo"
Her med efterårsløv lige inden den smider bladene.
 
 Og her i al sin blomsterpragt.
 
Sankt Hansurt med dybe efterårsfarver.
 
Pieris japonica "Forest Flame" har allerede sat af til ny blomstring.
 
Rho. Yak. x pachysanthum har flotte lysegule knopper.
Jeg fik den som ganske spæd for fire år siden og sidste år
blomstrede den rigtigt for første gang.
 

 
Og så til endnu en lille ny spiring. (man kan lige ane de 1 cm. store spirer)
 
 
Feijoa sellowiana, en overset skøn busk som sætter fuchsialignende , store blomster efterfulgt af fantastiske frugter der minder om ananas i smagen . Kaldes derfor også for Ananasguava.
 
 
Den er hårdfør i milde vintre placeret ved en sydmur, men med en højde på ca. 150 cm. kan den godt finde en plads i en havestue eller tempereret drivhus.
Jeg såede 8 frø og de syv er foreløbig spiret. En pæn spireprct.
 
Kender du disse planter?
 

Denne er af frø fra Bente/Elmbjergs Eden og er fra Gran Canaria. Den spirede hurtigt i foråret og satte nogle lange stængler med mærkelige blomster der senere blev til nogle bønne-agtige frøkapsler.
Efter frøsætningen visnede den ned, men skød omgående nogle nye stængler nedefra og har nu sat blomst for anden gang i år.

Sådan ser blomsten ud.
 
Denne plante er også af frø fra Bente. Den skullevære fra Cuba.
den blev også sået i foråret og er nu ca. 25 cm.
 
Havehilsen
Ole



tirsdag den 13. november 2012

En lille ny "franskmand" og lidt Pelargonier


På campingpladsen i Haute Savoie voksede der nogle spændende træer som jeg ikke havde set før.


Træet havde store, hjerteformede blade og nogle lange, tynde frøstande. De modne frøstande der lå på jorden, lignede grangiveligt vanillestænger, bare meget større.
SELVFØLGELIG var mit frøtosse-gen vakt og det måtte prøves i min såbænk.


Efter ca. 1 måned var de første spæde spire kommet frem og flere synes på vej.
Nu er jeg spændt på om de kan klare sig i vinter. Jeg har googlet træet og såvidt jeg kan få ud af det hedder det Catalpa speciosa.
Det skulle endda sætte nogle meget smukke og specielle blomster.  Spææændende.

Tre af mione frøsåede pelargonier har været en tur inde i stuen og kvitterede med fine blomster.


Her det fra venstre: Black Velvet rose, Vogue Light Salmon, Black Velvet Appleblossom og blade på
Black Velvet planterne.  Bladene er sortviolet med en lys grøn kant. Meget smukke.

Her skulle der have været et par plantebilleder mere, men jeg får at vide at min lagerplads på 1 Gb i Picasa er opbrugt. Jeg bruger ikke Picasa webalbum til mine billeder, de gemmes i Windows.
Kender i det problem??

Havehilsen
Ole


onsdag den 7. november 2012

En god dosis havedrømme.

Med posten i dag var der noget der virkelig satte gang i havedrømmene og kriblen i fingrene.


Fra Anne Gine i Staudecafeen var der en pose Akelejefrøstjerne som var en gevinst i hendes konkurrence.   TAK.
Den gløder jeg mig meget til at se til foråret når den forhåbentlig skyder op.

Fra Thompson & Morgan fik jeg deres nye frøkatalog med en masse gode tilbud.  Jeg kommer til at lægge bånd på mig selv for ikke at gå amok i indkøb som jeg, som jeg når jeg skal være ærlig, slet ikke har plads til.
Men der er mange gode billeder og beskrivelser der kan give inspiration.

I en marskandiserbutik fandt jeg en lille bog der straks fangede min interesse.

Bogen beskriver indgående de planter der er i middelhavsområdet og desuden nogle små historie om baggunden for deres navn.
Og så kostede den kun kr. 10,-

Her er "øjenguf" til mange timer.

Havehilsen
Ole
 

mandag den 5. november 2012

Mere godt og skidt....... og lidt frø.

Jeg har tidligere skrevet om Klatreorkide og lovede dengang at jeg ville vise hvordan det gik.

 Bauchinis corrymbosa, Klatreorkide.
 
Det rigtig skønhed der ti fulde lever op til sit navn - ihvertfald iflg. beskrivelsen - med stedsegrønne, nyreformede blade og blomster der ligner rigtige orkideer.
Den skulle være tørketolerant og lettere frosttålende.
Tanken var at den skulle stå op ad drivhuset i  som baljeplante de første par år.
Jeg såede 5 frø og det blev der 3 planter ud af.  I juni blev de sat udenfor på en beskyttet plads, men jeg opdagede snart at de ikke rigtig trivedes der og så blev de fluks sat tilbage i drivhuset.
Som I kan se, er det nu et lille træ/busk på 20 cm, så der er lang vej endnu til toppen.
 
Jeg var så heldig at få et par frø af Kejsertræ tilsendt og de blev straks sået.  De spire hurtigt og i løbet af sommeren satte de nogle, for en så lille plante, nogle imponerende blade.
 

 Paulownia tomentosa, Kejsertræ
 
Nu håber jeg så de klarer vinteren i drivhuset. Den har endnu ikke smidt bladene.
 
 

Mine 2 Dadelpalmer som jeg såede af kerner fra friske dadler, er blevet rigtig store i sommerens løb.
Nu står de i drivhuset for vinteren, men når de skal ud igen til foråret, er jeg nødt til at plante dem op i nogle større spande for rødderne kan næsten ikke være der.


Fra Kreta hjembragte jeg nogle palmefrø som jeg fandt i en park. Der blev 3 palmer ud af de 4 frø jeg havde.   Deres blade ligner dadelpalmens, men frøene var helt anderledes.

Og så til en rigtig gyser.
Fra et lille frøfirma  (Derry Watkins - special plants) købte jeg nogle frø som der skulle være friske.
Der var Sort Slangeskæg, Paris quadrifolia, Frøstjern inchangense, Olieplante, Geranium  og Melianthus.
Frøen til olieplanterne var pulveriseret, hvilket jeg desværre først opdage da jeg skulle så dem, og de eneste frø der spirede var Melianthus og  Geranium.

 Geranium pratense "Victor Reiter Jr."
 
De blev sået i januar i mistbænk og sat ind i varme efter en måned. Her spirede de pænt men langsomt.
I juni blev de plantet ud, men blomstringen må jeg vente med til næste år.  Bladene er mørk grøn med et purpur skær og blomsten skulle blive lys violet.
 
 
Melianthus major, også kaldet "Honningbusk" er noget af en hurtigtvoksende plante.  Jeg tog den mest for bladenes skyld. Jeg kan godt lide store, fligede blade.
Blomsterne skulle blive rødbrune med en kraftig duft af honning.  Det med duften gælder altså ikke bladene - de har en ret stram lugt så de må altså blive i koldhuset, men de skulle også være ret frosttolerante, så det går nok.
 
Og så slut på indlæg med godt og skidt.'
 
Jeg har sorteret min frøkasse og fundet nogle frø jeg som har  i overskud.  Er der noget du kan bruge, så send mig en mail.  Adressen står i bloggen.
Måske har du også noget jeg kan bruge.
 
Gudeblomst, hvid
Haveklinte, pink
Violfrøstjerne
Rosenslynger
Crocosmia lucifer
Lychnis alpina
Olieplante
Løvehale, gul
Bjørnetidsel
Kafferlilje
Liatris, violet
Valmue Flemish antique
Valmue Prinsesse Victoria Louise
 
Havehilsen
Ole 

 
 
 



torsdag den 1. november 2012

Ny såmaskine

Et længe næret ønske er nu opfyldt. I dag fik jeg en brevpakke fra Thompson & Morgan med et nyt hjælpemiddel når der sås meget små frø, som fx. Pelargonier og Campanula.
I deres nyhedsbrev reklamerede de med fri porto i sidste uge og da det var en lidt dyr forsendelse, skyndte jeg mig med en ordre.
 
Der medfølger 3 størrelse spidser og princippet er, at man suger det frø op man vil have og placerer det i såmediet lige der hvor det skal være.
 
Mange af de frøposer man får leveret indeholder så få frø at de hver især er for dyre til at man ikke får dem placeret rigtigt.  En anden fordel er at man jo slipper for irriterende udtynding af frø man bare har bredsået.  De kan så blive stående der hvor de er sået uden at skulle prikles, med fare for at beskadige de sarte rødder.
Jeg glæder mig virkelig meget til at tage den i brug.  Prisen er ca. 15 £.
 
 

Når jeg nu var igang kunne jeg ligeså godt få lidt mere i forsendelsen, så jeg bestilte også et par poser frø af Pelargonier.  Jeg ved godt at de først skal sås efter nytår, men så er de i huset.
Her er det "Coral Spice", "Pink Ice" og "Burgundy".

I foråret købte jeg nogle frø på tilbud hos "Frøtorvet" af Pelargonier for lige at prøve hvordan de var at have med at gøre.


Jeg synes det gik over al forventning.  De spirede forholdsvis hurtigt og jeg priklede dem i juni.
Nu er de så store at de sætter blomst.  De er lidt ranglede endnu, men det er med vilje fordi jeg vil gerne se blomsternes farve inden de bliver klippet til.
Her er det "Vogue light salmon", "Black velvet appleblossom" og "Black velvet rose".

 
Det lille vinterisolerede drivhus er nu ved at være fyldt godt op med de planter der skal overvintre herinde.
Der er lige akkurat plads nok til at jeg kan stå ved mit arbejdsbord og sysle med de frø der skal vintersås.

 

Ude i haven syntes min klematis "Madame le Coultre" at den lige skulle fyre et par blomster af endnu.
 
Og inde i vindueskarmen står min Figenkaktus som er fra et skud jeg snuppede på Kreta sidste år.
Faktisk skulle den kunne stå udendørs hvis den står tørt, men jeg tager altså ikke chancen endnu.
 
 
 
Havehilsen
Ole
 

onsdag den 31. oktober 2012

Fortsættelse: godt og skidt...

Fra Thompson & Morgan fik jeg en frøpakke med bl.a. Akelejer, Primula og Valmuer.

Akeleje Royal Purple
 
De blev sået forår i drivhus. De var rimelig længe om at spire og planterne blev ikke ret store. I juni blev de sat ud i haven, men de gror langsomt og har ikke blomstret i år.
Det er en fyldig, dyb lilla blomst der skulle blive ca. 30 cm høj.
 
Valmue Flemish Antique
 
De blev sået indendørs i januar og spirede godt. Da de var ca. 5 cm. blev de sat ud i haven.  de har nogle ret stive stængler på ca. 1 m. og godt for det, fordi blomsterne er store fyldte hoveder og meget tunge med et interessant farvemix.
Blomsterne holdt ikke så længe, men der var sat flere af på stænglen til afløsning.
 
Valmue Prinsesse Victoria Louise
 
Sidste år såede jeg frø af denne valmue og den kvitterede også i år med de flotteste blomster, næsten som silkepapir.  Blomsten er ca. 10 cm. i en skøn gammelrosa med purpur øje.
Desværre holder den ikke så længe, men frøstanden er også dekorativ.
Begge valmuer er stauder. 
 
Nogle frø fra Akeleje flabelata var, Pumila kurilensis og primula Millers Crimson, nåede ikke at se dagens lys. 
Ifølge såvejledningen skulle de have varme for at spire, men jeg skulle nok have koldsået dem og set bort fra vejledningen.
Nå - bedre held næste gang.
 
 
Hibiscus mutabilis
 



 
En løvfældende busk der vokser op til 3 m.  Den skulle være hårdfør til zone 8 og tåle let frost ved dækning.
Blomsterne bliver  10-15 cm. store.  Den foretrækker sol og fugtig jord.
Der blev kun 2 planter ud af 5 frø og de skal foreløbig stå i drivhuset vinteren over.
Desværre er de åbenbart slemme til at få spindemider/lus  - så frem med sæbevandet.
 
 



mandag den 29. oktober 2012

Godt og skidt.....

Når regnen slår på ruden og vinden river i næsen, så er det tid til at evaluere lidt på haveårets arbejde.  Hvad var succes og hvad var fiasko.
Det vil jeg prøve på i de kommende indlæg. Når man som jeg, hele tiden skal afprøve grænser for hvad der kan spire og gro, kan det ikke undgås at der også kommer mange "kiks" og skuffelser.

I foråret såede jeg de indhøstede frø af Gudeblomst og der kom også en masse "frølinger" som senere blev priklet.


Midt på sommeren forsvandt de lidt efter lidt efter lidt fra jordens overflade - til min store ærgrelse.
Nu funderer jeg på, om de mon blot er gået i hvile - ligesom Gudeblomsterne udenfor gjorde. Tidspunktet var nogenlunde det samme, så de blev altså sat udenfor i skygge og læ med en lønligt håb om at min teori er rigtig.
Under alle omstændigheder sår jeg en ny portion som skal overvintre udendørs.


Ensete ventricum, Falsk banan
 
Jeg såede 5 frø (fra BH Frø) hvoraf de 2 spirede og nu står de indendøre sammen med de andre frostfølsomme planter.  Nu har jeg 5 frø yderligere, men de må nok vente til efter nytår.
 
 
Fra Göteborg Botaniske Have fik jeg følgende frø:   Trollius leedebourii, Syneilesis palmata og Saxifraga campanula.
 
 

Trollius var meget længe om at spire og blive til noget og spireprct. var ret lav. I september blev de plantet ud i sumpbedet og resten af frøene vil jeg så i løbet af vinteren.

 
 
Syneilesis var også svær at få i gang. Jeg læste på en tysk hjemmeside at den ikke blev til ret meget det første år og først ville blomstre i det tredie år - så tålmodighed, tålmodighed.
De er nu plantet ud under min Gunnera hvor de må stå og hygge sig så længe der er plads.
 
Saxifraga spirede hurtigt, men faldt fuldstændig sammen inden jeg nåede at plante dem ud. Øv.  
 
Fortsættelse følger........
 
Havehilsen
Ole