torsdag den 2. oktober 2014

Opdatering af Rhodo-formering og et nyt bed.

I mit sidste indlæg viste jeg de rhododendon- og azaleafrø der var spiret.
Nu har jeg priklet dem i priklebakker.


Jeg fik 3 bakker med 40 stk./bakke ud af det. Halvdelen af azalea er Gibraltar og Lutea fra Høneballehaven og resten er fra en pose med Exbury blanding. Jeg ved altså ikke hvilke farver og sorter der kommer ud af denne blanding, men så må jeg jo enten gemme dem alle til de sætter blomst (problem) eller satse på dem jeg vil beholde.
Vanvittigt at så/prikle så mange?  Ja, men det er jeg nok også. 
Når jeg ser hvor mange der overlever vinteren vil jeg overveje en give-away til foråret.


Så fik jeg endelig lov til at inddrage lidt mere græsplæne til bed. Her skal være små rhododendron/azalea samt lidt tidlige løgplanter og sene småplanter til at give lidt farver når rhodo-sæsonen er ovre.

 Kejsertræet som jeg såede for et par år siden er nu blevet så stor at det har fået sin blivende plads.


Tudselilje, Tricyrtis macropoda står rigtig flot nu og har sat mange nye blomster.


 Potentilla nepalensis kan skam også være med endnu.


Clematis John Paul II blev sat sidste år men kom først rigtig i gang efter sommerferien, så nu synes den åbenbart at jeg lige skulle se en enkelt blomst 

Havehilsen
Ole

mandag den 18. august 2014

Formering af rhododendron

Fra Lisbeth i Høneballehaven fik jeg tilsendt en del frø af bl.a. rhododendron fordi jeg havde udtrykt ønske om at prøve om det var noget der kunne lade sig gøre i de omgivelser jeg havde.

Nu skal jeg nok vare mig for at kalde mig for ekspert i frøsåning og specielt af rhododendron  - det er jeg langt fra, men på opfordring af Lisbeth vil jeg alligevel prøve at fortælle om mine erfaringer og resultater.

Frøene blev sået i en blanding af mellemfin spagnum og sand, godt gennemvædet hvorefter de blev "forseglet" med plastposer og stillet i min lille varmekasse (ca. 25 gr.).  Stuetemperatur kunne sikkert også lade sig gøre, men her fik de altså undervarme.
 Efter ca. 1 måned kom der bitte,bittesmå spirer i massevis. Frøene er så små, nærmest som støv og det er derfor næsten umuligt at sprede frøene jævnt.

  
4 måneder efter prikling ser resultatet sådan her ud.  Jeg må sige med det samme at det er virkelig pillearbejde for de tålmodige at prikle dem ud, men det ser ud som at operationen er lykkedes. Ikke en eneste af planterne er gået tabt , men der er selvfølgelig lang vej endnu. Det er jo et langtidsprojekt at frøformere rhododendron.
Ansporet af succesen kastede jeg mig ud i noget jeg længe havde haft lyst til - nemlig af stiklingeformere rhododendron.
Det ville jo unægtelig give planter noget før hvis jeg kunne få held med det.

Jeg fyldte en styroporkasse 2/3 del med grov spagnum der var godt gennemvædet og begyndte så at tage stiklinger af mine små rhododendron/azalaer, idet disse, iflg. havebøgerne, skulle tages sidst på sommeren.
Stiklingerne på billedet er nu ca. 3 uger gamle og foreløbing strutter de pænt med bladene. Jeg har brugt roddannerhormon.  Desværre har mange af mini-rhodoerne meget korte, nye skud så det var arbejde for de fingernemme.
Jeg har lagt en glasplade over kassen for at sikre så høj luftfugtighed som muligt. Når vi når længere hen på året skal de have tilskudslys for ikke at gå i stå.

  Jeg har også forsøgt mig med de større rhododendron. Disse stiklinger blev sat for ca. 4 uger siden og det er nok for tidligt, men jeg havde et par planter der skulle klippes lidt til og så tog jeg chancen.
Jeg synes jeg kan se at et par af dem viser tegn på nye blade, men det kan skyldes roddanneren.

Men nu til noget helt andet.
Jeg har altid syntes at stokroser havde nogle fantastisk flotte blomster og desværre mange gange meget lange stængler der bare kegler rundt og ender med slatne, grimme blade.
Da jeg opdagede at man kunne få en dværgstokrose der kun bliver ca. 50 cm. var jeg nødt til at prøve dem og hvilken skøn plante. Nu har de blomstret i en hel måned og der er mange flere på vej så det er en af dem der virkelig skal høstes frø af.


Passiflora caruela blev sået forrrige år og sidste år var det blot et par halvlange stængler, men jeg skal love for at den har taget revanche i år. Den vokser 20 cm om dagen og sætter et væld af blomster. Man skal ud hver dag og binde nye skud op for at holde lidt styr på den.
Den er rimelig vintertolerant bare den den får en god fodpose på til at beskytte sig mod frosten.

Havehilsen
Ole

fredag den 15. august 2014

Sommerens havebilleder - en opdatering.

Helt ærligt  -  jeg har ikke "orket" at sidde inde i det dejligste have/sommervejr for at blogge. Jeg har læst de blogs jeg følger uden at kommentere, men mere er det ikke blevet til.
Men nu hvor det er blevet mere moderate temperaturer, vil jeg kaste mig over tastaturet og starte med at vise lidt af sommerens havebilleder.

Billede fra baghaven. 
Min bedre halvdel mener at bedet ligger  for godt skjult bag det store rhododendronbed til at det kan ses fra terrassen og det kan der da være noget om.  Det er iøvrigt også ved at være lidt "presset" af min samlermani så næste projekt må være at lave et nyt bed nærmere terrassen.
Klematis der vokser under en carport  - utroligt, men den bliver aldrig vandet.
(når sandheden skal frem, så vokser den kun 1 m. fra en nedløbsbrønd)

Clematis Hagleys hybrid
Clematis Multiblue
Lilje Lollipop
Lilje Renoir
Lilje Asiatic yellow

PINLIGT Ole!
Hjembragt fra Frankrig forrige år har jeg sået nogle frø af  - tilsyneladende - spændende træer.  Problemet er at jeg ikke kan huske hvordan eller hvad det var for nogle og solsorten hjalp til med at fjerne skiltene på planterne.


De må absolut være så-villige for jeg såede fem frø og de er alle spiret og vokset godt. De overvintrede i frostfrit drivhus og har sat nye lange skud i år.
Bladene er meget store og ser sunde ud.
Kan nogen hjælpe mig med at sætte navn på vil jeg blive rigtig glad.

Havehilsen
Ole

torsdag den 5. juni 2014

Pelargonietrappe, Akelejefrøstjerne, Trollius og lidt havebilleder

Foråret er bare gået travlhed i haven, en smuttur til Paris samt en ordentlig omgang forkølelse, så lysten til at skrive på bloggen har ikke været overvældende, men jeg har da læst med på de fleste sider.

Jeg har efterhånden fået samlet en del pelargonier og dermed også et problem med at få dem anbragt udendørs, men nu har jeg fundet en løsning der både gør det nemt at passe dem og samtidig et sted hvor de kan nydes.
 
Reolen er en af de billige fra Jem&Fix hvor hylderne er sat omvendt på og derefter skråtstillet  så planterne står mere frit. I bunden af hylderne er lagt et dobbelt lag af tilskårne spejdertæpper ( kr. 15,- på tilbud i Jysk).
Til sidst en gang grøn spraymaling. Voila!!

Akelejefrøstjernen er rigtig flot i år med sine sarte, dunede blomster.


Trollius leedebourii som jeg såede for  2 år siden har nu fået godt fat og vist sine dejlige, orangerøde blomster.

Denne dejlige Iris fandt jeg ene og forladt i en vejkant sidste år og selvfølgelig skulle den da med hjem i haven.
Til slut et par billeder fra havens bede.





Havehilsen
Ole

mandag den 14. april 2014

Granatæble og små gudinder.

Fra en tur til Kreta i 2011 hjembragte jeg et granatæble (tyvstjålet i præstegårdshaven --fy Ole).
Æblet blev skåret op og kernerne vasket og sået.
Jeg fik en del til at spire, men af pladshensyn beholdt jeg kun 3 stk. som nu er små bonzai-lignende træer.


Granatæbletræ, Punica granatum, er et middelhavstræ som har været kendt helt tilbage i det gamle Ægypten.
Fønikerne bragte træet med til Karthago og her fattede romerne interesse for det og bragte det med til Rom.
De kaldte det "mala punica", punisk æble.  Cato var Karthagos mest arge fjende og derfor blev det omdøbt til "malum granatum" som betyder æble fyldt med kerner og det kan enhver overbevise sig om ved at skære det igennem.
Bibelen nævner mange steder granatæblet og hebræerne betragtede det som symbol på enighed.
Også i den græske gudeverden er granatæblet nævnt. Zeus kone, Hera afbildedes med granatæble som symbol på den ægteskabelige kærlighed og fraugtbarhed.
Prins Paris gav Afrodite et granatæble i gudernes skønhedskonkurrence til stor fortrydelse for hera.

Granatæbletræ får nogle røde, rynkede blomster og senere frugter der bl. a. bruges i salater,desserter og som Grenadine.
Jeg forventer dog ikke at høste frugter bl.a. fordi jeg vil prøve at holde træerne i en størrelse der kan blive i plantebaljer og komme indendørs. Jeg tror ikke det er frostsikker.

    
Jeg købte for et par år siden et par hvide Gudeblomst og har hvert år taget frø og sået dem i drivhus og udendørs.
De spirede hver gang og den ene gang blev de så store at jeg kunne prikle dem. Da der var gået en månedstid, faldt de sammen og er ikke set siden.
Sidste efterår lod jeg frøstandene sidde og rystede dem ud i omkredsen.
Nu spirer alle de små "gudinder" og jeg vogter nidkært om dem i det lønlige håb, st det lykkes denne gang på naturens egne præmisser.


Rho. Ptarmigan er gudeskøn når den står i fuld flor. Den holder desværre bare ikke blomstringen ret længe.

Til slut et billede fra mit sumpbed hvor der virkelig er "Knald" på farverne.


Havehilsen
Ole

søndag den 13. april 2014

Nu vælter det op af jorden.

Årets kartoffelproduktion er godt i gang. Efter en forspiring i lidt spagnum blev kartoflerne sat i papirhylstre og flyttet i drivhus.

Efter ca. 14 dage var de klar til at komme videre i systemet. Der var udviklet meget kraftige rødder og nye spirer stak ud af alle sider.

Nu er de plantet i spande og sat i det store drivhus og man kan næsten se dag for dag hvordan de vokser.

Ude i haven er Sineilesis palmata begyndt at dukke op som små lodne paraplyer.  De blev flyttet sidste år efter afblomstring og jeg var derfor spændt på om de stadig var der, men de ser ud til at trives. De må gerne brede sig der hvor de nu står.

 Jeg var så heldig at den ene af planterne havde sat en frøstand af og deraf var nogle få af frøene modne nok.
De blev sået med det samme og nu er der 2 planter på vej.
Også Storkonval er i kraftig vækst. De breder sig voldsomt, men når det bliver for voldsomt kan man jo bare rydde lidt op i dem. De står ret længe og giver bedet en god variation.

 Kejserkrone har også vældig fart på.

Havehilsen
Ole

mandag den 24. marts 2014

Jeg ka´ikke la´være...

Jeg ved ikke hvordan I andre har det med frøsåning, men jeg får næsten altid sået ALT for mange frø , måske for at være sikker på at der i det mindste bliver noget ud af nogen af dem.
Når man så engang imellem oplever at de næsten alle spirer, så står man i dilemmaet  -  skal man prikle det hele eller være hård og smide det overskydende ud.


Sådan gik det da jeg skulle prøve at så nogle frø af klematis som jeg fik lov at tage hos en nabo.
Jeg ved ikke hvad den hedder, men jeg har tit beundret den i foråret når den stod fyldt med små gule klokker.

Jeg priklede dem alle, ud fra mit sædvanlige forsigtighedprincip - tænk hvis de ikke overlever, så står jeg der uden en gul klematis.
Grin bare.
For at det ikke skal være løgn, såede jeg en potte mere og de spirer alle.
Grin bare engang til.
Så hvis de alle overlever står jeg i endnu et dilemma  - skal jeg smide de overskydende ud , forære dem væk til dem der gider eller måske lave en lille stand på torvet.

Min R. Ptarmigan har klaret vinteren fint og står parat til at levere et blomsterhav


Sort foldblad som jeg fik som stikling fra Bente kommer rigtig flot. Nu håber jeg at sneglene vil lade den være og ikke gnaske den i sig lige som sidste år.


Gunnera har fået lov til at komme ud og nyde solens stråler. Den bliver dækket igen til aften for de lover endnu en nat med frost.

Til slut vil jeg vise min Pieris Forest Flame som står  med porcelænshvide klokker.

Havehilsen
Ole

fredag den 21. marts 2014

Ud af hængekøjen.

Jeg har haft en pause med at skrive på bloggen. Dels har jeg har haft problemer med at skrive på bloggen p.g.a en opsætningsfejl i forbindelse med installering af en tablet  og dels at jeg ikke syntes jeg havde så meget at skrive om, men jeg har selvfølgelig fulgt de sædvanlige bloggere, dog uden at kunne kommentere.

Men nu skinner solen ind imellem og så skal der til at ske noget.
Jeg har brugt de mørke dage til at planlægge hvad der skal ske i haven og til at få bestilt en hulens masse frø som nu skal igennem såmaskinen.


I dag var der dog en opgave der trængte sig på. Den vildt voksende Clematis montana  som havde beboet havens stor Thuja  var blevet revet løs af stormen bodil, så nu måtte den desværre trimmes godt og grundigt.


En regnvejrsdag blev brugt til at lave et par nye stativer. Den ene skal afløse et rosenstativ som rustede væk og det andet skal i første omgang huse nogle Lathyrus, men skal senere bruges til Clematis.
De er møjsommeligt bukket af Rio-net og svejset sammen i toppen der forsynes med en "pæletop".


P. Raspberry Ripple er en af de pelargonier jeg såede i efteråret og lige nu står den for første gang i fuld blomst.

I min spirekasse er der godt gang i produktionen. Her er det Kæmpeverbena, en orange Natlys, Verbascum og en græs, Anemanthele lessonia.

Elmera racemosa

Elmera Racemosa eller gul coralklokke blev priklet for en uge siden og skal senere plantes ud i stenbedet.

God haveweek-end.

torsdag den 2. januar 2014

Næsten forårsfornemmelser.

Ude i sumpbedet har et par små Primula fået forårsfornemmelser. Det milde vejr har fået dem til at sætte endnu et par blomster.  
I bassinet muntrer fuglene sig lystigt med badning så vandet står i kaskader.
 

Ellers er der ikke meget at komme i haven efter. Både plænen og jorden er for våd til havearbejde og de sarte planter er allerede vinterdækket.

Inde i drivhuset er der lidt mere at "fornøje" sig med.
Jeg høstede en hel del frø fra Agapanthus og inspireret af en artikel i Havefolket om såning af frøene i frisk tilstand, satte jeg nogle stykker i varmekassen.
Allerede efter en uge tittede de første spirer op og nu er der gang i de fleste.

Nu er jeg så spændt på, om det lykkes mig at holde liv i dem når de bliver så store at de skal flyttes fra varmekassen og ud i drivhuset.

 
Sidste år såede jeg nogle Tretorn og de står nu i garagen for vinteren. De nåede en højde på ca. 50 cm, så de skal ud i haven til foråret.
Jeg havde mange frø endnu, så jeg såede et par mere for det tilfælde at der går et par til i vinteren.
 
 
 
Dierama som jeg fik i en bonuspakke fra Plant World seed, blev også startet i varmekassen og flyttet ud i drivhuset i efteråret. De skal stå køligt og det ser ud til at passe dem fortrinligt. De er vokset godt til siden da.
 
 
 Her er det Lychnis alpina fra egne frø samt Elmera racemosa som også klarer sig fint i drivhuset.


Mine pelargonier klarer sig også i drivhuset.  P. Light Salmon har lige præsteret en blomst igen.

 Hidtil har der været 6-10 gr. på grund af det milde vejr.
Når kulden formentlig sætter ind, må jeg sætte termostaten på olieradiatoren på meget lavt blus.
Heldigvis kan jeg følge temperaturen i drivhuset fra mit kontor hvor jeg har den trådløse vejrstation stående.

Godt Nytår